Nye regulativer på vej

03. februar 2017
Aalborg Kommune starter i 2017 arbejdet med at revidere mere end 300 regulativer for alle kommunens vandløb.

I Aalborg Kommune er der ca. 930 km offentlige vandløb. De er både omfattet af vandløbsloven og af mere end 300 kommunale regulativer. Regulativerne stammer fra de 4 kommuner, som blev lagt sammen til Aalborg Kommune i 2007. Det betyder, at vi trænger til at revidere og ensrette de mange regulativer.

Ud over de offentlige vandløb i kommunen er der også en række private vandløb, som Aalborg Kommune er vandløbsmyndighed for.

Ny proces

I 2017 starter Aalborg Kommune en lang proces, hvor vi reviderer og laver nye regulativer for alle offentlige vandløb i kommunen. Vores mål er at gøre regulativerne ensartede og selvfølgelig også sørge for, at regulativerne lever op til de krav, som lovgivningen stiller.

Som en del af processen vil vi også vurdere, om private vandløb skal forblive private, og om offentlige vandløb skal forblive offentlige.

Det er vigtigt for os at lytte til alle, som har interesse i det enkelte vandløb. Derfor inviterer vi bredejere og interesseorganisation til at være med fra startskuddet i 2017 og i de mange år frem, som processen kommer til at vare.

Her på hjemmesiden vil vi løbende holde dig opdateret på, hvor langt vi er nået, og du kan se, hvornår vi arbejder med regulativer for vandløb i dit nærområde.

Klik her, hvis du vil vide mere om regulativer, lovgivning og vandløb.

Del indhold